Anders Tipsmark

Kandidat til Nyborg Byråd

Jeg vil arbejde for beslutninger, der er båret af både hjerte og fornuft – hvor vi prioriterer mennesker frem for systemer, og baner vejen for bedre velfærd med respekt for individet og de stærke fællesskaber.

Mine 10 mærkesager

1. En velfærd, der sætter mennesket først

Jeg vil arbejde for nærhed, respekt og værdig service i mødet med kommunen,
og hvor bl.a. god ældrepleje og omsorg er en naturlig prioritet.

2. Børn og unges trivsel

Alle børn skal have mulighed for at lykkes. Jeg vil bidrage til at sikre gode
læringsmiljøer for alle, trygge skoler og stærke fritidstilbud – og hjælpe unge
uden job eller uddannelse videre gennem mentorordninger og samarbejde med lokale virksomheder.

3. Respektfuld ældrepleje og omsorg

Vores ældre bør have en værdig, tryg og meningsfuld alderdom. Jeg vil arbejde
for bynære plejeboliger, ældrevenlige boliger og sociale fællesskaber – samt et
stærkere samarbejde mellem kommune og hospitaler, så ældre får bedre hjælp og et mere sammenhængende pleje- og patientforløb.

4. Trygge rammer i hverdagen

Jeg vil være med til at sørge for, at vi har sikre veje, gode lokale skolemiljøer
og stærke fællesskaber f.eks. gennem lege- og aktivitetspladser, der giver liv
og sammenhold.

5. Stærkere vilkår for erhvervslivet

Et stærkt erhvervsliv skaber velfærd. Jeg vil arbejde for mindre bureaukrati, bedre rammer for virksomheder og flere lokale arbejdspladser gennem attraktive erhvervsområder og tæt samarbejde med erhvervslivet.

6. Grønne løsninger med sund fornuft

Grøn omstilling skal ske med omtanke og ansvarlighed. Jeg vil løbende arbejde for grøn transport, energieffektive bygninger og fokus på genbrug, så vi beskytter både mennesker og natur.

7. Udvikling uden at miste identitet

Byudvikling og bosætning skal ske med omtanke. Vi skal skabe attraktive boliger for kommunens borgere og tilflyttere, levende byrum og bedre forbindelser mellem bymidte og havn, samt mellem landdistrikter og centerbyer.

8. Sundhed og forebyggelse

En stærk indsats for sundhed handler om at forebygge. Jeg vil styrke lokale
sundhedstilbud, mental trivsel og tidlig indsats for at skabe livskvalitet i alle
livsfaser. Et tættere samarbejde mellem hospital, kommune og praktiserende
læger bør sikre mere sammenhængende og effektive forløb, så borgerne oplever én samlet indsats.

9. Kultur og fællesskab

Kultur, sport og foreningsliv binder os sammen. Vi skal bevare de mange gode
tilbud, vi har i kommunen i dag, og løbende udvikle nye. Jeg vil støtte Kulturhuset Bastionen, det nye Kulturloft samt de fællesskabende initiativer i
lokalsamfundene.

10. Mere borgerinddragelse

De bedste løsninger skabes sammen. Jeg vil sikre, at udviklingsplanerne for
centerbyerne og landdistrikterne udarbejdes i tæt dialog med borgere, foreninger og erhvervsliv.

Lidt om mig

Jeg er opvokset i Nyborg og har en tæt tilknytning til lokalområdet. Efter gymnasiet har jeg, på grund af studier og arbejde, tilbragt en årrække andre steder i Danmark og i udlandet, men for fem år siden vendte jeg tilbage til
Nyborg, hvor mine to børn nu går i skole og gymnasiet.

Som økonom med bred ledelseserfaring – herunder fra A.P. Møller-Mærsk samt fra sundheds- og uddannelsessektoren – har jeg opnået en solid forståelse for samfundets sammenhænge, kompleksitet og værdiskabelse.

Jeg stiller op med et helhedsperspektiv og en ansvarlig tilgang til bæredygtige, langsigtede prioriteringer. Jeg vil arbejde for en kommune, hvor såvel borgere som virksomheder får mulighed for at blomstre – en kommune med
grønne ambitioner og plads til alle, uanset hvor i livet man befinder sig.

Jeg vil gerne støtte de generationer, der har bygget vores samfund op, dem, der i dag bidrager til at kommunen hænger sammen, samt børnene, der skal forme fremtiden.

Vores ældre fortjener en værdig alderdom med nærvær, omsorg og tryghed – ingen skal føle sig glemt eller
klemt. Børnene skal vokse op i et samfund, hvor de bliver set, hørt og får mulighed for at skabe fremtid.

Jeg vil arbejde for beslutninger, der er båret af både hjerte og fornuft – hvor vi prioriterer mennesker frem for
systemer, og baner vejen for bedre velfærd med respekt for individet og de stærke fællesskaber.

anderstipsmark@hotmail.dk